September 2018

Skal vi dele vores pensioner, når vi bliver skilt?

Udgangspunktet er, at man deler hele sin nettoformue med sin ægtefælle ved skilsmisse, medmindre der er aftalt særeje ved ægtepagt. Deling af pensioner har imidlertid sin egen retsstilling, som er noget anderledes end resten af formuen.

Det fremgår af ægtefællelovens § 34, jf. § 26, stk. 1, nr. 3, at “rimelige pensioner” ikke indgår i delingen. Alle pensionstyper kan efter omstændighederne være omfattet af begrebet “rimelige”, som reelt blot skal forstås som sædvanlige for den stilling, man besidder. Sædvanlige arbejdsmarkedspensioner er derfor altid omfattet af reglen, hvorimod selvstændigt forhandlede pensionsordninger i mange tilfælde vil betragtes som “urimelige”, hvis de er bedre end normen i den pågældende branche.

Den ægtefælle, som er pensionsfattigst, kan i nogle tilfælde foretage en såkaldt opfyldningsopsparing uden at være forpligtet til at dele en ellers urimelig pension. En opfyldningsopsparing indebærer, at den ringest stillede ægtefælle i pensionsmæssig henseende kan opspare hvad der svarer til den anden ægtefælles pensionsopsparing uden, at denne skal deles.

Der er desuden den begrænsning i adgangen til at kræve pensioner delt, at man i korterevarende ægteskaber – i denne sammenhæng mindre end 5 års ægteskab – ikke deler pensioner, hverken rimelige eller urimelige. Dette fremgår af ægtefællelovens § 35.

Kan jeg kræve kompensation, hvis pensionsopsparingerne ikke skal deles?

Der findes 2 forskellige tilfælde, hvor man efter omstændighederne vil kunne tilkendes en kompensation ved skifte, hvis der ikke er adgang til at dele pensionsrettighederne: fællesskabskompensation og rimelighedskompensation.

Fællesskabskompensation, som er reguleret i ægtefællelovens § 44, er betinget af, at den, som skal kompenseres, har foretaget en mindre pensionsopsparing, end hvad der svarer til en rimelig pensionsordning for den pågældende, og at det skyldes, at vedkommende har været delvis uden for arbejdsmarkedet, haft orlov eller arbejdet på nedsat tid af hensyn til familien eller den anden ægtefælle. Man ser i vurderingen på den måde, I som ægtefæller har indrettet jer på under ægteskabet, og typeeksemplet er i denne sammenhæng at en ægtefælle har passet børn og hjem, så den anden ægtefælle kunne forfølge sin karriere i højere grad, end hvis begge ægtefæller arbejder på fuld tid. Bestemmelsen kan desuden også anvendes, hvis en ægtefælle følger med den anden ægtefælle til udlandet i en periode grundet arbejdsmæssige forhold. Der er en bagatelgrænse for anvendelsen af denne bestemmelse, som medfører, at man ikke bliver kompenseret, hvis pensionstabet er mindre, end hvad der svarer til 2 års pensionsindbetalinger for en fuldtidsansat. Den kan desuden højst udgøre halvdelen af forskellen mellem værdien af de to ægtefællers pensionsopsparinger.

Rimelighedskompensation, som er reguleret i lovens § 45, er ikke betinget af, at man har handlet i familiens interesse og derved har indbetalt mindre på sin pensionsopsparing. Den er derimod betinget af, at der er stor forskel i værdierne, og at ægteskabet har været af længere varighed. I denne sammenhæng er “længere varighed” fortolket til at betyde 15 år eller længere. Kravet om “stor forskel” i værdierne medfører en minimumsgrænse på 50.000 kr. i forskel i de årlige udbetalinger. Desuden er rimelighedskompensationen et sikkerhedsværn mod, at man som ægtefælle ikke stilles pensionsmæssigt “urimeligt”. Dette medfører, at man omvendt heller ikke kan gøre krav på kompensation, der stiller en bedre end “rimeligt”. De faktorer, der indgår i vurderingen, er ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt. Det betyder, at man foretager en helhedsvurdering – det er altså ikke kun pensionsforholdene, men også ægtefællernes økonomiske forhold i øvrigt, der tages i betragtning.